Kristina, elev i Borgerservice

Her fortæller Kristina om, hvordan det er at være elev i Borgerservice, og hvorfor du skal vælge lige præcis den afdeling, som det sted du skal i lære.

En personlig fortælling fra Borgerservice

I skrivende stund har jeg været elev i Borgerservice i godt 1 år. Det er kun kendskabet til de mange arbejdsopgaver der indikerer min tid her i teamet, for rent tidsmæssigt føles det kun som ganske kort tid, da den ene dag tager den anden. Sådan er det jo i godt selskab.

Et smil er den korteste vej mellem to mennesker

Jeg var meget målrettet omkring mit valg af praktiksted. Jeg ville være elev i Borgerservice, så jeg kunne være med til at yde den bedste service for borgerne. Her har du den direkte kontakt til borgeren, mere end du vil have i noget andet fagsekretariat. Det er spændende, at skulle læse så mange forskellige mennesker hver dag for at møde dem i fuldstændig øjenhøjde. Nogle gange mødes du af borgere med en dårlig dag, hvor du langt hen ad vejen bevarer smilet og undlader at tage det personligt, og andre gange har du kunne være behjælpelig med ting, der betyder alverden for den pågældende borger. Det er charmen ved Borgerservice. Du har aldrig to ens dage - eller borgere for den sags skyld.

En bred vifte af borgerrelaterede opgaver

Som elev i Borgerservice kommer du omkring et hav af forskellige opgaver. Du vil få kendskab til pensionsområdet, kropsbårne hjælpemidler og folkeregistret. Under de nævnte områder ligger der mange forskellige og spændende opgaver.

På pensionsområdet vil du blandt andet komme til at arbejde med at bevillige eller give afslag og udbetale helbredstillæg til kommunens pensionister i henhold til pensionsloven.
 
Kropsbårne hjælpemidler er alt fra ansøgninger om remedier i forbindelse med diabetes og til ben- og brystproteser. Her vil du lære at læse journaler og vurdere, om borgeren opfylder lovens betingelser for en bevilling af det pågældende hjælpemiddel, de har ansøgt.

Sidst men ikke mindst er der Folkeregistret, hvor jeg selv hører under nu. Her ligger der nok den bredeste vifte af opgaver og lovgivning. I Folkeregistret vil du komme til at arbejde med pas, kørekort, sygesikring, flytninger, ind – og udrejser m.m.

Gode kolleger gør en forskel

Udover alle de spændende opgaver som Borgerservice består af, så skal det bestemt nævnes, at man får 15 knivskarpe og virkelig dygtige kolleger, som tager dig under deres vinger. Hver og en kender deres "område" helt ud til den fjerneste krog og du mærker tydeligt, at de alle gerne vil dele ud af deres viden og kunnen. Hvis du viser interesse og nysgerrighed, så tror jeg ikke, der er de store grænser for, hvor hurtig du kan opnå at få egne selvstændige opgaver og dermed ansvar.

 

Tjekliste

  • Borgerkontakt
  • Der stilles krav
  • Man bliver udfordret
  • Der er tillid
  • Man bliver værdsat
  • Lydhøre kolleger
  • Gensidig respekt
  • Fed humor


Hvis dit praktiksted skal indeholde ovenstående punkter, så skal du da være elev ved os i Borgerservice.