Single

Analytisk skarp økonomikonsulent til den centrale økonomistab i Faaborg-Midtfyn kommune - genopslag

Jobkategori: Akademiker
Ansøgningsfrist: 17-05-2021 08:00
Arbejdssted: Økonomi og Løn
Stillingstype: Fuldtid
Analytisk skarp økonomikonsulent til den centrale økonomistab i Faaborg-Midtfyn kommune - genopslag
I den centrale økonomistab har vi spændende og varierede opgaver. Vi har dygtige og hjælpsomme kollegaer, et stort netværk på tværs af organisationen og med mange forskellige fagligheder. Vi har en travl og varieret hverdag og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Arbejdsstedet er Ringe Rådhus – tæt på station og motorvej – i et hus der summer af aktivitet og liv og hvor trivslen er i fokus. Er det noget for dig?  Så læs videre…
Vi søger en ny kollega, der primært skal holde snor i det kommunale anlægsbudget samt udvalgte driftsområder i fagområdet By, Land og Kultur.
Stillingen er på fuld tid og med opstart pr. 1. juli eller 1. august.
Som vores nye kollega bliver du en del af et team på ca. 13 økonomikonsulenter. Ud over økonomikonsulenterne består Økonomistaben af flere teams med opgaver indenfor Regnskab, Ledelsesinformation, Kørsel, Indkøb, Kontrolopgaver og Opkrævning.
Stillingens indhold:
Dine opgaver er tilknyttet fagområdet By, Land og Kultur, hvilket betyder, at selvom du har dit daglige tilhørsforhold i Økonomi, så er dine opgaver tilknyttet driftsområderne Vej, Byg, Ejendom, Intern Drift og Havnen. Du har et tæt samarbejde med fagcenteret og bruger eventuelt noget af din arbejdstid på deres lokation i Faaborg, når opgaverne og samarbejdet tilsiger det.
 
Opgaverne, du hjælper fagområdet med, kan være budgetlægning, budgetopfølgning, projektregnskaber gennemgang af ledelsestilsyn med ansvarlige ledere, udarbejdelse af beslutningsoplæg til politiske udvalg, mm.
 
Ud over din tilknytning til By, Land og Kultur er du også tilknyttet kommunens budgetteam med henblik på planlægning af budgetproces på anlægsområdet. Dette giver dig en unik mulighed for at ”være med hele vejen rundt” og at kende økonomiopgaverne fra a-z.
 
I funktionen som økonomikonsulent har du, i samarbejde med dygtige kollegaer, bl.a. følgende opgaver:
  • Budgetlægning og budgetopfølgning på fagområdet
  • Planlægning af budgetprocessen for anlæg
  • Strategisk sparringspartner for den budgetansvarlige ledelse i fagområdet såvel som for ledelsen i Økonomistaben
  • Udarbejdelse af beslutningsoplæg til direktion og politiske udvalg
  • Videreudvikling og optimering af økonomistyringsmodeller
  • Udarbejdelse af ad hoc udgifts- og effektanalyser
  • Understøttelse af driften i By, Land og Kultur ved henvendelser om økonomi
Om dig
Vi forventer at du har en naturlig interesse og nysgerrighed indenfor fagområdets og kommunens generelle økonomiske opgaveløsning.
 
Din faglige baggrund kan være enten samfundsvidenskabelig kandidat, kontoruddannet med relevant erfaring eller tilsvarende. Det vil være en fordel hvis du har erfaring med økonomistyring i en kommunal kontekst, særligt på anlægsdelen. Du skal have stor talforståelse og være en god formidler af økonomi til dine samarbejdspartnere - både i skrift og tale. Du skal kunne holde mange bolde i luften og bevare overblikket i en travl hverdag med mange samarbejdspartnere i og udenfor organisationen. Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og struktureret, men også trives i teamsamarbejde.
Da du skal arbejde sammen med fagprofessionelle ledere, chefer og medarbejdere, er det vigtigt, at du har lyst til og kan samarbejde på tværs af organisation og fagligheder.
Kort sagt vil det være et stort plus, hvis vores kommende kollega har en eller flere af nedenstående kvalifikationer:
  • Kendskab til kommunale økonomiprocesser – meget gerne på anlægsbudgettet
  • Erfaring med økonomistyring
  • Stærke IT-kompetencer, herunder erfaren bruger af Excel og økonomisystem
  • Er engageret og fleksibel
  • Har humor og bidrager til et godt arbejdsmiljø
Om os
Dine kolleger på rådhuset er primært ansat i en af de to stabe ”Økonomi” eller ”Politik og Strategi”. Du har derfor rig lejlighed til at stifte bekendtskab med både økonomer, jurister, kommunikationskonsulenter, revisorer, lønkonsulenter, HR-medarbejdere og mange andre. Dette giver dig en unik mulighed for at bringe en masse kompetencer i spil i forhold til dine opgaver.
 
Økonomistaben udgøres af ca. 30 medarbejdere. Ledelsen af staben varetages overordnet af stabschefen og 2 afdelingsledere, hvor du får reference til den ene.
Økonomi holder til på rådhuset i Ringe, Tinghøj Allé 2, 5750 Ringe, 15-20 minutters kørsel fra Odense og 5 minutters gang fra togstationen.
Din ansættelse hos Faaborg-Midtfyn Kommune vil være præget af stor frihed og tillid til dig. Vi ved, at alle vores kolleger altid yder deres bedste for borgerne, politikerne og deres kolleger – derfor tør vi godt at sætte dem fri. Det betyder, at der vil være mulighed for hjemmearbejde og at vi arbejder med flextid. Du vil dermed have optimal mulighed for en god work-life-balance hos os. Omvendt kan du også vise tillid til Faaborg-Midtfyn Kommune, og vide, at hos os er det helt naturligt at turde bringe sig selv i spil. Vi ser os selv som en arbejdsplads, der har fokus på fremtiden og gerne vil gå nye veje
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med mulighed for at forhandle løn efter rammerne i Ny Løn. Forventet tiltrædelse 1. juli eller 1. august 2021.
Har du lyst til at vide mere om stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Lene Chortsen Isak tlf. 7253 4527, økonomikonsulenterne Bente Jeppesen tlf. 7253 1256 eller Pernille Jessen på tlf. 7253 1261
Ansøgning med bilag skal indsendes senest den 17. maj 2020 kl. 8.00 Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. maj 2021.